PRESSEMEDDELELSE

 
Politianmeldelse modfætter og dennes nevø for at tømme 91-årig kusines konti og andre værdier for mere end 9 millioner.
 
Advokatnævnets kendelse er smækfyldt med fejl, vender sagen på hovedet og er d.d. indbragt for domstolene til underkendelse og erstatning.
 
Nævnet har anvendt (”opfundet”) ikke-eksisterende regler, endda med tilbagevirkende kraft for en bøde, der ikke har juridisk grundlag.
 

Som det fremgår af vedhæftede analyse fra statsaut.rev. Jan Østergaard er der i de 6 år, hvor klientens to fætre har brugt en fuldmagt fra den ældre dame, uden nogen forklaring, forsvundet over 9 millioner kr.
 
I 1993 indsatte hun og hendes i 2000 afdøde mand advokat Christian Harlang som deres bobestyrer og igennem de følgende 17 år voksede deres formue støt. Imidlertid lykkedes det i 2005 de to fætre at få hende til at underskrive en fuldmagt, nu til dem selv. I 2012 (91 år gammel) opdagede hun, at de havde taget mange penge fra hende mod hendes vilje og var begyndt at sælge hendes mest værdifulde møbler, og hun kontaktede advokat Christian Harlang for at få hjælp.
 
Hun var alderdomssvækket og dette benyttede fætrene til at hævde at så kunne hun ikke nu foretage nogen tilbagekaldelse af fuldmagten fra 2005, som de herefter fortsatte med at udnytte overfor hendes formue.
 
Fætrene fik arrangeret et møde hos en psykiater, som de kendte godt, og som de tog hende med til. De var med til selve undersøgelsen, hvor de påstod at barnebarnet udnyttede hende. Denne læge mente, at hun ikke længere kunne handle fornuftmæssigt, men en uafhængig speciallæge i psykiatri (der undersøgte hende uden andres tilstedeværelse) konkluderede:
 
AL er kendt med bipolær (maniodepressiv) sindslidelse, men er p.t. i neutralt stemningsleje. AL lider ikke af Alzheimers sygdom. Det vurderes, at AL på det foreliggende ikke kan betegnes som sindssyg eller dement og er dermed egnet til at varetage sine anliggender.
 
På trods af denne klare erklæring fasthold fætrene deres 2005-fuldmagt og blev ved med at anvende hendes bankkonti, selvom hun bad dem stoppe. Da dette ikke hjalp, blev det nødvendigt at gå til notaren for at tilbagekalde fuldmagten overfor fætrene og sætte hendes egen advokat ind i stedet. Den dag, det skulle ske havde hun det meget dårligt og måtte gå fra notarkontoret uden at kunne underskrive. I overensstemmelse med gældende serviceregler for ældre, svagelige personer bad hun i stedet om at notaren skulle komme hjem til hende på plejehjemmet, hvor notaren har oplyst at have brugt 20 minutter på at tale med hende inden notaren fandt hende i stand til at underskrive tilbagekaldelsen af fætrenes fuldmagt og gav advokat Harlang fuldmagt i stedet.
 
Dette mente brødrene ikke advokaten kunne tillade sig at hjælpe hende med at gøre og de klagede til Advokatnævnet, som nu kritiserer Harlang og mener han skal betale en bøde.
 
Christian Harlang udtaler:
Nævnet har vendt sagen på hovedet. Nu bliver vi nødt til at lade Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet undersøge, hvad det nærmere er, at de to fætre har gjort ved hendes mange millioner. Den ene fætter er nu død, men hans søn, der nok har medvirket til transaktionerne bliver også omfattet så man kan komme til bunds i sagen. I en del af perioden har sønnen haft advokatbestalling, men i 2006 blev den af Københavns byret delvis taget fra ham pga. hans kriminalitet, der til ham medførte en dom på 30 dages betinget fængsel.
Jeg har i dag stævnet Advokatnævnet i sagen, hvorved nævnet indbringes for byretten, og ser frem til at der i forbindelse med byretssagen og SØK´s undersøgelser kan komme alt fakta frem, både de regnskaber som fætrene og sønnen hidtil har mørklagt, bankudskrifter m.v. og afhøring af vidner om fætrenes million-dispositioner over hendes konti. Men den retfærdighed når hun desværre ikke at opleve for hun døde kort tid efter at fætrene fik etableret umyndiggørelse af hende.
København, d. 6. maj 2014
 

Christian Harlang

Bilag:

Stævning mod Advokatnævnet af 6. maj 2014.

Skrivelse til Claus Christensen m.fl. af 23. marts 2012.

Statsaut.revisor Jan Østergaards pengestrømsanalyse af 6. maj 2014.

Skrivelse fra René Lunn af 6. maj 2014.

Anmeldelse til SØK fra adv. Christian Harlang af 6. maj 2014.

Anmeldelse til SØK fra adv. Susanne Ipsen (René Lunn) af 6. maj 2014

Pressemeddelelse

 

Evt. henvendelse i sagen kan ske på telefonnummer 40 78 43 54.